GUIDE TIL DIT
NÆSTE ARRANGEMENT

Planlæg dit event

Hvor skal jeg begynde?

Nu skal du definere rammerne for dit event. Hvad, hvornår og hvor skal det være?

Læg grundstenene og sæt de mest fundamentale rammer for dit event ved at besvare:

  • Hvor skal I være?
  • Hvornår skal det være?
  • Hvilken type event laver vi?
  • Hvad skal publikum opleve?

Når det er på plads, er idégrundlaget for eventet fastlagt, og forberedelserne kan begynde. Og husk, at idéer ikke er endegyldige planer.

Vær klar på ændringer og justeringer undervejs i forhold til de udfordringer, der kan opstå i planlægningen. Og "Kill your Darlings", hvis nogen kommer med en idé, der rent faktisk er bedre end din egen.

Konkurrenter

Findes der andre events, der kan og vil det samme?

Som arrangør kan man let tro, man er den eneste i verden, der har fået denne geniale eventidé. Men der er høj sandsynlighed for, at der findes noget lignende et sted derude – og det skal du vide!

Undersøg markedet for den type event, du vil afholde. Hvis der findes lignende events, er det ikke nødvendigvis skidt.

Du kan tilpasse dit eget, så de ikke overlapper. Du kan også lade dig inspirere af de andre – eller måske ligefrem søge samarbejde med arrangørerne.

Her skal du dog være opmærksom på, om du udgør en direkte konkurrent eller blot laver noget tilsvarende med en anden geografisk beliggenhed langt væk fra konkurrenten. 

Interesse

Er der tilstrækkelig interesse for denne form for event?

Det er svært at vide på forhånd. Måske imødekommer eventet et eksistrende behov – eller måske skaber eventet et behov hos publikum, som de ikke vidste, de havde. Det afhænger af idégrundlaget.

Men hvis det er muligt, er det en god ide at spørge forskellige interessenter (foreninger, kommune/virksomheder) eller ligefrem potentielle gæster (spørgeskemaundersøgelse), om de kunne tænke sig at deltage på det grundlag, der er lavet?

Det kan give dig værdifuld feedback, som du kan bruge til at justere dit idégrundlag efter. Så kan du give dine gæster noget de faktisk gerne vil ha' og undgå at bruge en masse ressourcer på aktiviteter, som publikum ikke vil deltage i.